Børnecenter Himmerland blev etableret i kølvandet på 2. verdenskrig. Krigen havde skabt global nød og elendighed og dette gik særligt ud over børnene. Børnecenteret blev grundlagt i 1951 dengang under navnet William S. Knudsens Børnehjem. William S. Knudsen blev født i København og rejste som 21-årig til USA. Her blev han ledende skikkelse, først i produktionen hos Ford, og sidenhen blev han af Præsident Roosevelt udvalgt til at omorganisere hele den amerikanske produktion af krigsmateriel under 2. verdenskrig. Knudsen modtog i sin levetid både det danske storkors samt Amerikas højeste civile udmærkelse. Kort inden William S. Knudsens død havde han deltaget i indsamlingen til fordel for børnehjem i Danmark og Knudsen blev efterfølgende hædret med opkaldelsen af børnehjemmet i Rebild.
”Red Barnet” opførte bygningerne i nærheden af Rebild Bakker og drev indtil 1976 børneinstitutionen i en driftsaftale med Socialstyrelsen. I 1976 overtog Nordjyllands Amt driftsaftalen. Tidligere kom børnene fra hele landet, men ved amtets overtagelse i 1976 blev målgruppen afgrænset til børn fra Nordjyllands Amt.
Da børnehjemmet blev bygget, var det beregnet til 40 småbørn i alderen 1½-7 år. Efter tidens normer sov børnene sammen på sovesale med plads til op til 8 børn og dertil kom tilstødende legeværelser, køkken og opholdsstuer. Der var samtidig en lejlighed til forstanderinden samt 14 funktionærværelser til de ansatte på børnehjemmet. I løbet af årene er der sket en stor udvikling i såvel de fysiske faciliteter som den pædagogiske praksis og tankegang. Fra begyndelsen med sovesale og korporlige opdragelsesmetoder til i dag, hvor hvert enkelt barn har eget værelse og en opfattelse af barn og voksen som ligeværdig og en mere målrettet pædagogisk indsats til gavn for det enkelte barn.
I 1992 kom William S. Knudsens børnehjem til at hedde Børnecenter Himmerland, som led i en større omstrukturering på institutionsområdet. Stifteren af den nye selvejende institution var Nordjyllands Amt. Bestyrelsen som bestod primært af repræsentanter fra Amtsrådet og kommunerne i Himmerland, drev institutionen indtil Rebild kommune tog over ved kommunalreformens ikrafttræden januar 2007.