Når et barn eller en ung anbringes på børnecenteret, er målet med indsatsen afhængig af den opgave, der beskrives af anbringende kommune. Børn og unge kan indskrives til akut-, udrednings- og behandlingsforløb samt til aflastning.
Akut-anbringelse:
Hvis et barn/ung anbringes akut, er det oftest for en kort periode, indtil kommunen har afklaret, hvad der videre skal ske. En akut – anbringelse forekommer oftest som følge af en pludselig opstået situation, hvor der endnu ikke er truffet beslutninger om formål og varighed.
Når børnecenteret modtager barnet/den unge er formålet at tilbyde omsorg, være lyttende, skabe stabilitet og ro i trygge rammer.
Anbringelse med henblik på udredning:
Et barn/ung indskrives til udredning, hvis kommunen har behov for at foretage en pædagogisk og psykologisk udredning af barnet/den unge, i et neutralt og fagligt miljø. Udredningen skal benyttes af kommunen til at afklare barnets/den unges fremtidige behov og udvikling.
Hvis et barn/ung anbringes med henblik på udredning, vil vores psykolog se barnet/den unge til samtaler og tests. Ligesom der vil blive nedskrevet socialpædagogiske observationer om for eksempel barnets udvikling, trivsel og sundhed. Dette munder ud i en skriftlig rapport, som fremlægges for forældre og sagsbehandler. Rapporten kommer herefter til at danne grundlaget for den plan, der fremadrettet laves i forhold til barnet/den unge.
Anbringelse til behandling:
Børn/unge, der indskrives til behandling, har det ofte svært i hjemmet eller i en plejefamilie.
Når man indskrives i behandlingsophold, vil der blive arbejdet med en række områder. Det kan være, at der arbejdes mod at øge selvværd, lære barnet/den unge at indgå bedre i sociale relationer, give barnet/den unge ord for følelser, behov osv. I behandlingsopholdet arbejder man med at give barnet/den unge rette strategier og færdigheder, som kan medvirke til at barnet igen flytter hjem til egen familie, plejefamilie eller andet opholdssted.
Vi har på børnecenteret en psykolog, som er deltagende i behandlingsforløbene. Det betyder, at nogle unge og børn går til samtaler og andre forløb ved psykologen enten i grupper eller individuelt.