[wpseo_breadcrumb]

Traditioner

På børnecenteret er traditioner vigtige. Jul, nytår, fødselsdag og lignende bliver derfor fejret, som det hører sig til. Til jul har vi julepynt, juletræer og hyggelige juletraditioner. Til nytår pynter vi op, får tre-retters festmiddag og hopper ind i det nye år sammen.

Når børnene/de unge har fødselsdag, fejres de som dagens midtpunkt. Fødselsdagsbarnet vækkes med morgensang, flaget bliver hejst, der bliver pyntet morgenbord med flag og spises bollekagemand. Efter skoletid er der gaver, og fødselaren får lov til at bestemme, hvad vi skal spise til hovedret og dessert om aftenen.

Hvert år tager vi sammen på to årlige kolonier: sommer- og vinterkoloni. Kolonierne kan både foregå i Danmark eller i udlandet.

Herudover holder vi hver sommer vores årlige sommerfest. Til denne inviteres tidligere beboere, nuværende børn / unge, søskende, forældre, samt nuværende og tidligere ansatte. Til sommerfesten er der flere aktiviteter, der er også tradition for, at nuværende ansatte og børn/unge spiller fodboldkamp mod hinanden.

Til jul holder vi juleklippe-arrangement, hvor børnene og de unge deltager sammen med deres familier. Her klipper vi julepynt, laver juledekorationer, bager småkager og pebernødder, drikker gløgg og spiser æbleskiver. Herudover tager vi på juletur til Aalborg, hvor der kan købes gaver til familie og venner. Efterfølgende er vi ude og spise på restaurant.

På afdelingerne holdes der børnemøder to gange om måneden. Børnemøderne holdes så børnene og de unge kan tage emner op, som har indflydelse på eller betydning for deres hverdag. Ideen med børnemøderne er, at give børnene og de unge medindflydelse, medbestemmelse og give ejerskab i forbindelse med forskellige problematikker, deres hverdag samt eventuelle løsninger.